Så blev den nye sort/hvide Wegner-designede jakke færdig - eller næsten færdig; så færdig at jeg kan bruge den. Jeg mangler bare at finde en smuk og velegnet lukning foran. Jeg har foreløbig sat en titanium sikkerhedsnål i lige over brystet, - en lukning jeg bruger i mange andre trøjer, bluser og sjaler. Billederne er taget i det vildeste snevejr her til morgen.
Stykkerne er strikket hver for sig. Skuldersømmen er lukket af med strikkelukning, og ærmerne er tilsat på den måde, at jeg har samlet masker op på for-og bagstykket og lukket af sammen med maskerne fra ærmet. Det var lidt svært at beregne hvor mange masker der skulle samles op for at få en jævn kant, men det er bare blevet SÅ pænt, synes jeg. En langt pænere afslutning end en sammensyning. Jeg sluttede af med at strikke en ekstra pind ret i rent sort inden aflukning, for at få en afgrænsende effekt lags kanterne.
Forstykkerne er strikket med en ekstra bredde tillagt, så der blev overskud til en simpel ombukning i kanten midt på. Så kan jakken stå en anelse åben uden at bagsiden vises.
Sidesømmen og ærmesømmen er syet på én gang - på maskine med overlock. Det går hurtigt, og det er pænere end en sammensyning i hånden. Garnet er som sædvanlig det skønne New Zealandske lammeuld, som jeg elsker. Jakken er strikket på pind 4, og det giver en let ikke for tung vævestrikning.
Halsen er bare en dobbelt 2 ret 2 vrang rib, som jeg syede ned og dækkede opsamlingskanten med. En lidt fantasiløs afslutning, men det fungerer og det godt nok.
Hvis jeg skal være lidt selvkritisk midt i al selvrosen, så ville jeg - hvis jeg skulle strikke en jakke mere - starte med en kant nederst på jakken tilsvarende ærmerne, - måske også sørge for en anelse mere længde på jakken. og overveje om kanten skulle strammes en anelse ved at begynde på pind 3½.




3 kommentarer:
Hej Nina!
Som jeg sagde forleden: Superflot - jeg misunder dig!
Ang. nederste kant: Kan du ikke samle masker op og strikke et par rækker?
kh
Marit
@ Marit - Desværre - det vil ikke komme til at se godt ud, så jeg tror bare at jeg lader det være som det er.Jeg gider heller ikke rigtigt gøre mere ved den, for den har været meget længe undervejs - nu må jeg VIDERE
Den ser bare flot ud, og når man ser på billederne, ser den ud til at passe perfekt.
Måske du kunne hækle en omgang fastmasker i kanten. det har jeg gjort på nogle af mine bluser (her er det halsåbningen der bliver for stor :-)
Send en kommentar